Posted by & filed under DDK88 Nyheder.

Den Danske Klub 88 i Denver mistede d. 5.maj 2016 et meget kært medlem, Jes Zoffmann Jessen, Bailey, Colorado.

Jes blev født i Danmark (Fredericia) d. 30. juli 1939. Han blev gift med Inger Johansen d.12.9. 1959, var i lære i 4 år, og blev så færdig som ingeniør fra Odense Teknikum i 1966. Han aftjente sin danske værnepligt som panser kommandør i Holstebro, og fik sit første ingeniørjob i Præstø i 1969, hvorpå han blev ansat i Nordisk Fjer, som sendte ham på opgaver rundt om i verden, og i 1972 med Inger og deres 4 børn til England, hvor de boede i 4 år.

Derefter arbejdede Jes for Nordisk Fjer i København i to år, og i 1979 sendte Nordisk Fjer Jes, med familie, til Boulder, Colorado, USA, hvor Jes designede nye maskiner til forbedring af dun og fjer produktionen dér.

I 1983 blev Nordisk Fjer fabrikken i Boulder flyttet til Californien, hvor Jes fortsatte sit arbejde med design af bedre produktions maskiner. Jessen familien boede i mange år i Huntington Beach. I sin fritid var Jes dygtig til og glad for at forbedre familiens boliger, anlægge smukke haver og restaurere Britiske sportsbiler. I Danmark havde Jes og Inger en fritidsgård ved Vedersø i Jylland, hvor de nød mange dejlige ferier hjemme i Danmark.

I 1991 gik Nordisk Fjer i Danmark konkurs, og Jes blev så tilbudt job hos Hollander Home, hvor han også designede lignende produktions maskiner, indtil han gik på pension i 2007. Da Jes og Inger altid holdt så meget af bjergene i Colorado, hvor to af deres voksne børn med familier er bosat, flyttede de fra Californien til et dejligt landsted i Bailey i fodbjergene til The Rocky Mountains, hvor de har nydt pensionist livet.

Jes efterlader sin gæve hustru, Inger, og tre voksne børn, datter Yth og søn Rasmus i Colorado, og datter Rikke i Californien, og 10 børnebørn og to oldebørn. Ældste søn Bo døde i Danmark som 30 årig.

Den 4.juni var Jes’ nærmeste familie (børn, børnebørn, svigerinde fra Danmark), og naboer og medlemmer af Den Danske Klub ’88 samlet til en smuk ude i hjemmet i Bailey. Det smukkeste vejr hyldede også Jes på bedste vis.

Tak for alt Jes og Ære Være Dit Minde.

Den Danske Klub ’88
Margrethe Knudsen

In Memoriam om Jes Zoffman Jessen

2016-06-04 - Jes Memorial - Photo